Kuk Kuk

I denne tid hører man, her i vores område, den nok så karakteristiske lyd af gøgens kukken.  Kuk Kuu, Kuk Kuu. Uvægerligt stopper man lidt op, lytter – og bliver eftertænksom.
Hvor skoven dog er frisk og stor, kuk-kuk, kuk-kuk faldera, skrev H. C. Andersen for mange år siden og dén digtning giver selvsagt også anledning til frydefulde erindringer om solfyldte sommerdage i maj.

Ifølge en gammel folketro, tæller unge mennesker gøgens kuk for at finde ud af, hvor mange kys de har tilgode og et lige så gammelt vejrvarsel siger: “Når gøgen flyver kukkende omkring i skov og krat, varsler det godt vejr”.

Her i foreningen focuserer vi ret meget på vore friarealer med engdrag, skov og krat og de mange værdifulde fordele sådanne “habitater” giver både fugle-, dyre- og insektliv og sågar mennesker til behagelig vederkvægelse i så mange udsøgte mængder, så det falder lige for at bemærke, at gøgen holder til i vores område og tiltrækkes af lokalitetens habitus med de både tilgroede og afgræssede arealer vi omgiver os med.
I bund og grund ved vi så godt, at gøgen ikke lægger sine æg i egen rede endsige udruger og opdrager sit eget afkom. Selvom den ligner en falk, så har den dog næb som en drossel og om føje tid trækker den tilbage, hvor den kom fra.

Et sted her i området sidder han-gøgen (Cuculus Canorus) lige nu og udsender sine Kuk-Kuu, Kuk-Kuu, det er nemlig kun ham som kukker. Hunnen har en “rallende latteragtig stemme” og det bliver hun just ikke mindre interessant af.
Vi glæder os i vort stille sind over, at gøgen vil berige os med sin tilstedeværelse her i området. Å det er retti gåt.

• Felthåndbogen fortæller om gøgen – Klik her

• Om gøgens Kuk Kuu – Hør den her