Materiale forud for generalforsamling d. 22. marts i Strib Forsamlingshus

Kære Grundejere

Vi glæder os til at se Jer i Strib forsamlingshus fredag d. 22. marts kl. 19:00.

Der bydes på mad og drikke. For at sikre bespisning til alle, beder vi om tilmelding til generalforsamlingen på formand@stribgaardensgrundejerforening.dk senest tirsdag d. 19. marts.

Venligst find materiale til mødet her: Generalforsamling | Stribgaardens Grundejerforening

Indkomne forslag til behandling på generalforsamlingen fredag d. 22. marts
2024 skal lægges i postkassen ved formanden Thomas Marcher, Stribgårdvej
11 eller sendes på e-mail til formand@stribgaardensgrundejerforening.dk
senest torsdag d. 14. marts.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Udgivet i Nyheder | Kommentarer lukket til Materiale forud for generalforsamling d. 22. marts i Strib Forsamlingshus

Generalforsamling d. 22. marts i Strib forsamlingshus

Kære grundejere

Husk at sætte kryds i kalenderen fredag d. 22. marts kl. 19:00.

Fysisk indbydelse er på trapperne.

Jf. vedtægter så vil dagsorden samt diverse materiale være at finde på hjemmesiden senest d. 8. marts. Materialet er ved at blive udarbejdet.

Vel mødt d. 22. marts.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Udgivet i Info | Kommentarer lukket til Generalforsamling d. 22. marts i Strib forsamlingshus

Fjernvarme 14-08-2023

Formanden orienterer:

Kære Alle

Munch er foran tidsplanen med gravearbejdet, så der startes allerede denne uge på Færgegårdvej.

På billedet ses hvordan de starter op. Der er tidligere meldt at de startede bagfra i vænget men dette er ændret.
Fremgangen er følgende:
Stikledninger fra alle huse ud til vejen på vænge 1, 2 og 3 hvorefter der graves hovedledning på vængerne. Herefter kommer sidste vænge, bunden og vænget til højre.
Når alle vænger er klaret graves ledning ned i stamvejen.
Vænge 1, 2 og 3 burde have modtaget brev i postkassen i dag omkring opstart af gravearbejdet.

Mvh

Thomas

Udgivet i Ikke kategoriseret, Info | Skriv en kommentar

Fjernvarme Færgegårdsvej

Formanden orienterer:

Munck begynder gravearbejde i uge 35 og det forventes at være færdigt uge 50.

Planen er at der startes bagerste på vænget og arbejdes ud mod Ny billeshavevej.

Hvis der fortsat er nogle på Færgegårdvej som mangler besøg fra fjernvarmen ift hvor installationen skal trækkes ind til huset, tænker jeg at det er oplagt aktivt at række ud for et møde.

Udgivet i Ikke kategoriseret, Info | Skriv en kommentar

Transformer udskiftes

Kære Beboere på Carl Nielsens vej

Transformerstationen på Carl Nielsens vej skal udskiftet. Udskiftningen er planlagt til at ske i perioden 19/6-22/6-23.

Under udskiftningen monteres en generator som midlertidig forsyning af området. Denne kommer til at stå i umiddelbar nærhed af transformerstationen.

Der bliver lagt køreplader på cykelstien pga. tung kørsel, samt hvor generatoren kommer til at stå. Under udskiftningen vil alt gravearbejde og generator være spærret af med byggehegn. Pga. placering vil også skuret ved siden af transformerstationen være afspærret.

Generatoren ankommer mandag 19/6-23 og bliver afhentet torsdag 22/6-23. I dette tidsrum vil generatoren være i drift, og der vil derfor være mindre støj fra denne.

Der vil forekomme 2 mindre strømafbrydelser når generatoren bliver koblet til og fra. De berørte vil få besked herom via Trefor´s varslings system

Mvh Bestyrelsen

Udgivet i Aktiviteter, Kommende aktiviteter, Veje og stier | Skriv en kommentar
Kære alle
I den lille skov i bunden af Færgegårdvej er der en del råger, som med deres støjen generer.
Der er søgt og modtaget tilladelse til regulering af unger udenfor reden.
Jørgen Lund Hansen er med gyldigt jagttegn og er blevet udstyret med vores tilladelse og vil påbegynde reguleringen snarest.
Der er således ikke gang i lokalt bandeopgør hvis I hører skud, men blot Jørgen som regulerer.
At der reguleres unger vil ikke fjerne støjen fra de voksne fugle men vil forhåbentlig kunne hjælpe i fremtiden.
Næste vinter vil det være muligt at søge regulering af voksne fugle såfremt vi oplever indflytning i skoven og dermed i højere grad kan tage støjen i opløbet.
Rigtig god Pinse til alle.
Mvh
Thomas
Strib d. 27-05-2023 (også publiceret på grundejerforeningens facebook samt i Strib – Perlen..)
Udgivet den af Henrik Mølgaard Jørgensen | Skriv en kommentar
Kære grundejere
Den årlige oprydningsdag finder sted søndag d. 14/5 kl. 10:00.
Vi mødes på legepladsen mellem Stribgårdvej samt Færgegårdvej.
Tag hele familien med til nyttigt arbejde samt hyggelig samvær, der rundes af med den traditionelle grillpølse samt forfriskning. . 🙂
Bring gerne værktøj/ redskaber med henblik på følgende opgaver:
a. Gåsti langs Stribgaardvej skal tilpasses lidt på oprydningsdagen.
b. Legehus skal let renoveres
i. Bænksæt
c. Vippe graves op og fjernes. (erstattes senere)
d. Ukrudt fjernes
e. Beskæring af planter på legepladsen Færgegårdvej
f. Genopretning af den ene Discgolf stander.
g. Affaldopsamling
h. Engen – oprydning
i. Tag stilling til ny rund bænk på bio diversitets arealet.
j. Obs punkt – måske kigge på biodiverstitetsområder til fælles vedligehold.
Mvh Bestyrelsen
Udgivet den af Henrik Mølgaard Jørgensen | 1 kommentar

Stribhistorie 3

Tavleinfo v sø (tavle 3)…

Stribs historie

tekst af Henrik Poulsen

Du står ikke langt fra Færgegårdvej og Stribgårdvej. Hvor kommer navnene fra ?

I historisk tid har livet i Strib været præget af to store gårde, hvis historie er vævet sammen. Den første er Færgegården, der lå på spidsen af Stribodde og op gennem 1800 tallet fungerede både som landbrug, med fiskeri og som overnatningssted for rejsende, der skulle med færgen til Fredericia.

Helt frem til slutningen af 1800 tallet bestod bebyggelsen i Strib primært af Færgegården og nogle få huse omkring den. Resten af Stribodde bestod primært af skov og overdrev. Selve bynavnet kan være afledt af, at der på odden netop stod en stribe skov, som kan have lagt navn til byen.

Fra midten af 1860’erne og frem til åbningen af den Gl. Lillebæltsbro i 1935 udviklede Strib sig til at blive trafikknudepunkt for den helt centrale færgedrift mellem Fyn og Jylland. Men allerede tilbage i 1650 blev der givet tilladelse til, at et par færgemænd i Strib kunne hjælpe rejsende over Lillebælt til fæstningsbyen Fredericia.

Nordenbro, Færgegård, Cottage, Badehotel, Strib 1. Fyr, Bag ved striben af skov blev Strib Kirke bygget.

Ved Strib Marina kan du læse mere om Strib i færgernes og jernbanens tid.

Cottagen

I 1898 blev Færgegården solgt til et konsortium fra Fredericia under ledelse af Fredericias borgmester Scharling, der byggede gården om til Badehotel senere med tilhørende koncertsal ved Nørre Allé med plads til næsten 1000 gæster. Landbruget blev udskilt, og ejerne opførte så Stribgården, hvor de slog sig ned.

 

I koncertsalen optrådte tidens kendte kunstnere, og velhavende fredericianere byggede store villaer som sommerhuse på Nørre Allé med udsigt over Lillebælt.

I tiden omkring år 1900 fik Strib efterhånden både en brugs og en bager. Byen begyndte at vokse. I mange år lå Strib Brugs i Vestergade, hvor der i dag er bibliotek og kulturhus. Brugsen er flyttet længere ud af Strib Landevej til området her, hvor Strib forventes at vokse i de kommende år

Stribgården, som i dag er nabo til kirken,  blev handlet i 1906 af kammerråd Schmidt, der var en drivende kraft i, at Strib i 1911 netop kunne indvie sin egen kirke. I 1909 blev Stribgården så købt af den driftige godsejer Niels A.C. Kaas, der tre år senere også erhvervede sig Færgegården med badehotel og koncertsal.

Borgmester Scharlings byggekonsortium gik konkurs i 1907, men udviklingen var alligevel ikke til at standse. Det, der tidligere havde været skov og krat, blev i de efterfølgende år kraftigt bebygget. Vi ved, at alene i  årene 1917-18 blev der opført 60 huse i Strib.

Gennem næsten tre generationer var Stribgården eneste større gård i Strib. Fra slutningen af 1960erne og frem blev stadig større dele af Stribgårdens jorde udstykket til parcelhuse. Foruden gadenavne opkaldt efter mere eller mindre kendte danske komponister måske med reference til musiklivet i den store gamle koncertsal, finder du i nabolaget også navnene Færgegårdvej,Stribgårdvej, Kåsvej og Kåsvænget samt i den ældre del af Strib f.eks. Scharlingsvej, der således alle trækker spor tilbage i Stribs farverige historie.

Udgivet i Historisk | Tagget | Skriv en kommentar

Stribhistorie 2

Tavleinfo midt v/ Fæ 59 (tavle 2)…

Stribs historie – Stribengen 

tekst af Henrik Poulsen

Stribengen er et stort grønt område ved indgangen til Strib. Det er Stribgårdens Grundejerforening, der er ansvarlig for at holde hele området.

Forvaltningen af hele arealet udføres ud fra en balance mellem to overordnede hensyn.

Det ene er, at man skal kunne glæde sig over naturen, når man til fods eller på cykel passerer langs arealet på stien eller på landevejen. Det andet hensyn gælder bevarelse af det grønne område til glæde for dyrene og den almindelige biologiske mangfoldighed.

Engarealet er delvist karakteriseret som et overdrev – altså et område, hvor dyr i fællesskab kunne græsse, og det formål er der holdt fast i, således at man året igennem både kan se får og heste på arealet.

Dyrene holdes af en dyreholder, som grundejerforeningen har en samarbejdsaftale med.

Hvis man undlod at holde dyr på engen og ikke på anden vis holdt beplantningen nede, ville hele arealet i løbet af ganske få år udvikle til at blive et stort uigennemtrængeligt kratområde.

Dyrene kan klare det omskiftelige danske klima, men der er også mulighed for, at de kan trække i læ i et dyreskjul.

Det er til enhver tid stedets dyreholder, der er ansvarlig for at sikre, at dyrene på engen har det godt. Antallet af dyr, og det gælder især fårene, bliver løbende regulereret, så man sikrer, at engen kan give føde til alle uanset årstiden.

Stien langs med arealet er en skolesti og fungerer som bindeled mellem den ældste og den nyere del af Strib. Den bliver derfor flittigt benyttet både til fods og cykel. I lyset af de kommende års udbygning af Strib vil denne stiforbindelse forventelig i endnu højere grad blive benyttet.

På et areal tæt ved Super Brugsen er der etableret et overfladebassin, der tiltrækker en del fugle og der er kommunalt nedgravede rørledninger for spildevand og kloak.

Et åløb leder afvanding langs med arealet i nordlig retning og løber langs hele Stribengen, inden det ledes videre ud i Røjle Mose.

I 2020/2021 har Grundejerforeningen påbegyndt etablering af vilde blomster i foreningens område, bl.a. i det hjørne af engen, hvor ny Billeshavevej og Strib Landevej mødes.

Udgivet i Historisk | Tagget | Skriv en kommentar

Stribhistorie 1

Tavleinfo v dyreskjul (tavle 1)…

Stribs historie

tekst af Henrik Poulsen

Stribs historie er tæt knyttet til anlæggelsen af Fredericia Vold og by fra 1650. Frederik den 3, der grundlagde Fredericia, besluttede, at der også skulle etableres en fæstning på Strib. Lige som Fredericia oprindelig hed Frederiksodde opkaldt efter kongen, kom Stribodden en overgang til at hedde Sophieodde efter hans dronning.

Anlæggelsen af en fæstning på fynssiden havde to formål. Man kunne kontrollere indgangen til Lillebælt, og Strib kunne fungere som støtte til Fredericia, hvis fæstningsbyen skulle blive belejret af fjender.

Mens voldanlægget i Fredericia blev et af 1600 tallets allerstørste anlægsprojekter i Danmark, skete der ikke meget i Strib og i dag er der næsten intet tilbage fra den oprindelig planlagte vold med bastioner.

I historisk tid har livet i Strib været præget af to store gårde, hvis historie er vævet sammen. Den første er Færgegården, der lå på spidsen af Stribodde og op gennem 1800 tallet fungerede både med landbrug, med fiskeri og som overnatningssted for rejsende, der skulle med færgen til Fredericia.

Helt frem til slutningen af 1800 tallet bestod bebyggelsen i Strib primært af Færgegården og nogle få huse omkring den. Resten af Stribodde bestod primært af skov og overdrev. Selve bynavnet kan være afledt af, at der på odden netop stod en stribe skov, som kan have lagt navn til byen.

Strib Færgehavn

Fra midten af 1860’erne og frem til åbningen af den Gl. Lillebæltsbro i 1935 udviklede Strib sig til at blive trafikknudepunkt for den helt centrale færgedrift mellem Fyn og Jylland. Men allerede tilbage i 1650 blev der givet tilladelse til, at et par færgemænd i Strib kunne hjælpe rejsende over Lillebælt til Fredericia.

Ved Strib Marina kan du læse mere om Strib i færgernes og jernbanens tid.

I 1898 blev Færgegården solgt til et konsortium fra Fredericia under ledelse af Fredericias borgmester Scharling, der byggede gården om til Badehotel senere med tilhørende koncertsal kaldet Cottagen ved Nørre Allé og med plads til næsten 1000 gæster. Landbruget blev udskilt, og ejerne opførte så Stribgården, hvor de slog sig ned.

I tiden omkring år 1900 fik Strib efterhånden både en brugs og en bager. Byen begyndte at vokse. I mange år lå Strib Brugs i Vestergade, hvor der i dag er bibliotek og kulturhus og bageren bagte sine brød på Tjærepletten.

Strib fik sin kirke i 1911
Stribgården blev handlet i 1906 af kammerråd Schmidt, der var en drivende kraft i, at Strib i 1911 kunne indvie sin egen kirke.

I 1909 blev Stribgården så købt af den driftige godsejer Niels A. C. Kaas, der tre år senere også erhvervede sig Færgegården med badehotel og koncertsal.

I koncertsalen optrådte tidens kendte kunstnere, og velhavende fredericianere byggede store villaer som sommerhuse på Nørre Allé med udsigt over Lillebælt.

Borgmester Scharlings byggekonsortium gik konkurs i 1907, men udviklingen var alligevel ikke til at standse. Det, der tidligere havde været skov og krat, blev i de efterfølgende år kraftigt bebygget. Vi ved, at alene i  årene 1917-18 blev der opført 60 huse i Strib.

Gennem næsten tre generationer var Stribgården eneste større gård i Strib.

Stribgaarden

Fra slutningen af 1960erne og frem blev stadig større dele af Stribgårdens jorder udstykket til parcelhuse. Foruden gadenavne opkaldt efter mere eller mindre kendte danske komponister måske med reference til musiklivet i den store gamle koncertsal, finder du i området også navnene Færgegårdvej, Stribgårdvej, Kåsvej og Kåsvænget samt i den ældre del af Strib f.eks. Scharlingsvej, der således alle trækker spor tilbage i Stribs farverige historie.

Udgivet i Historisk | Tagget | Skriv en kommentar