Dyrene på engen

På engens arealer græsser både og får…

Det er Laila og Peter “Beslagsmed” Christiansen, der ejer dyrene på engen og som forestår det daglige tilsyn og som varetager ansvar for dyrevelfærd og forsikringsmæssige forpligtelser. Begge er de – når tid, arbejde og pligter – tillader det, parate til en snak om dyrene og dyreholdet på engen. Peter er anden generation dyreholder på engen og begge er de mangeårige medlemmer af foreningen.

Laila kan kontaktes på telefon 2933 6185.
Peter kan kontaktes på telefon 2177 3527.

Fårene er af racen Jacobsfår krydset med racen Spelsau

I litteratur om de ca. 30 fåreracer som findes i Danmark læser man, at Jacobsfår nævnes i Det Gamle Testamente i Bibelen (med navn opkaldt efter Isak og Rebecca’s søn, Jacob).

Racen kaldes også ” fire-horns-får”.

Jacobsfåret får lam to gange om året. De er langsomt voksende og kødet er magert. Vædderne / hannerne har 4 – 6 horn og kan opnå en vægt på 60 kg. Fårene / hunnerne har 2 horn og får en vægt på 40-45 kg, og som man ser, har de ingen uld på benene.

Under den hvide uld er fårets hudfarve pink og under uldens mørke pletter er hudfarven sort. Et fænomen man også ser hos andre dyrearter. Ulden betegnes som værende af meget fin kvalitet og den er højt værdsat af håndspindere. Efter sigende, er Jacobsfåret det eneste får, hvis uld bliver finere med alderen.

Fælles for dyrene på engen er, at de er stærke, hårdføre og nøjsomme dyr, som dagligt – ved deres flittige afgræsning af engen – udfører naturpleje på engarealet og holder uønsket træ- og buskvækst nede. For fårenes vedkommende især når det gælder bævreasp, pil, birk og porse, men også selvsåede træer som fyr, gyvel og røn.

Hestene på engen

På engen ser man dagligt et noget varieret fugleliv med måger, krager, alliker, råger, ravne, ænder og småfugle, der alle på hver deres måde frejdigt spankulerer rundt i deres evindelige søgen efter føde.

Den opmærksomme iagttager, vil ind imellem kunne bemærke eksempelvis mågens karakteristisk ”dans”, når den på stedet foretager trampebevægelser for at lokke regnorme op af deres huller i jorden, når ormene tror, at lyden fra mågernes “ormedans” kommer fra et begyndende regnvejr.
Sidst på eftermiddagen forlader fuglene stedet og flyver hjem til deres respektive sovesteder. For så igen dagen efter at mødes på valpladsen.
Fårene og hestene derimod, de bor på engen, hvor de har deres blivende ophold til daglig fryd og fornøjelse for dem selv og de forbipasserende voksne og børn.

Dyr på Stribengen

Hestene er af racen “Islænder”.
Vidir og Thildur hedder de to islandske heste som sammen med fårene bor fast på den 2½ hektar (5½ tønder) landstore eng.
Vidir er en 14 år gammel drengehest. Thildur er en 16 år gammel pigehest. ( i 2022).

Om den islandske hest læser man, at den er efterkommer af den hest vikingerne havde med sig, da de bosatte dem på Island omkring år 900. Hesten, der oprindelig er et steppedyr lavet til at spise græs, urter, kviste, blade og andet fiberholdigt materiale, er kompakt, nøjsom og hårdfør. Den har et nedarvet behov for at spise og tygge i mindst 16 – 18 timer i døgnet. Gennem århundreder har den islandske hest tilpasset sig den barske natur på Island , hvor den gik ude hele året og hvor den selvsagt ikke blev vænnet, til at komme på stald.

Alle heste har tre gangarter – skridt, trav og galop. Nogle Islænderheste har fire eller sågar fem gangarter – skridt, trav, galop, tölt og pasgang. Adspurgt fortæller dyreholderne Laila og Peter “Beslagsmed”, at “Islænderen” først bør tilrides i fem-års-alderen.

Der var engang, da man her i landet så på hesteracen med lidt overbærenhed, trods dens store betydning som brugshest i hjemlandet. Vores tronfølger, Prinsesse Margrethe, fik ved giftemålet med Grev Henrik en islænder i bryllupsgave og den omstændighed skulle efter sigende have været med til at popularisere hesten i folks bevidsthed. Siden er det kun gået fremad.