Af Peder og Ib
Fårene er af racen Jacobsfår krydset med racen Spelsau.
I litteratur om de ca. 30 fåreracer som findes i Danmark læser man, at Jacobsfår nævnes i Det Gamle Testamente i Bibelen (med navn opkaldt efter Isak og Rebecca’s søn, Jacob).
Racen kaldes også ” fire-horns-får”.
Jacobsfåret får lam to gange om året. De er langsomt voksende og kødet er magert. Vædderne / hannerne har 4 – 6 horn og kan opnå en vægt på 60 kg. Fårene / hunnerne har 2 horn og får en vægt på 40-45 kg, og som man ser, har de ingen uld på benene.
Under den hvide uld er fårets hudfarve pink og under uldens mørke pletter er hudfarven sort. Et fænomen man også ser hos andre dyrearter. Ulden betegnes som værende af meget fin kvalitet og den er højt værdsat af håndspindere. Efter sigende, er Jacobsfåret det eneste får, hvis uld bliver finere med alderen.
Fælles for dyrene på engen er, at de er stærke, hårdføre og nøjsomme dyr, som dagligt – ved deres flittige afgræsning af engen – udfører naturpleje på engarealet og holder uønsket træ- og buskvækst nede. For fårenes vedkommende især når det gælder bævreasp, pil, birk og porse, men også selvsåede træer som fyr, gyvel og røn.
Tilsyn med dyr.
Det er Laila og Peter “Beslagsmed” Christiansen der ejer dyrene på engen og som forestår det daglige tilsyn og som varetager ansvar for dyrevelfærd og forsikringsmæssige forpligtelser. Begge er de – når tid, arbejde og pligter – tillader det, parate til en snak om dyrene og dyreholdet på engen.Peter er anden generation dyreholder på engen og begge er de mangeårige medlemmer af foreningen.
Laila kan kontaktes på telefon 2933 6185.
Peter kan kontaktes på telefon 2177 3527.