April 2017

”… Månedsnavnet april kommer af det latinske ord aperire, der betyder ”at åbne” og netop i april måned åbner året sig for alvor mod foråret…” – Noget nær sådan læser man i Ruth Gunnarsens lille bog ”Vore gamle kalenderdage – Tro, overtro, fest og højtid i svundne tider” udgivet på Askholms Forlag.

April kaldet fåremåned eller  græsmåned bragte  i tidligere tid mange udendørs praktiske gøremål med sig.  Denne måned piblede forårsforventningerne frem i den foretagsomme, såvel som i den sindige – og lur mig om ikke de forventninger fortsat dukker op – nu og her i nyere tid og i yngre generationer.

Årets gang i grundejerforeningen er heller ikke undtaget fra piblende forventninger og fornemmelser for forårets komme. Vi mærker det i os selv, vi iagttager det hos dyrene og vi ser det i fuglene og i alt som spirer.

I mange år har april måned netop været måneden, hvor den første frivillige foretagsomhed tager afsæt i løsningen af de opgaver, der i vores grundejerforening er forbundet med pasning, pleje og vedligeholdelse af vore mange m2  fællesarealer og ikke mindst i to af vores nok så vigtige frirum – de to  legepladser.

April måned er således også tidspunktet hvor græsklipningen af foreningens mange græsarealer og pasningen, plejen og vedligeholdelsen i den større målestok tager sin begyndelse og hvor de vinteropbevarede legeredskaber igen sættes frem til glæde og gavn for børnene i området.

Årets legepladsdag / oprydningsdag er netop afviklet og bestyrelsen retter her  en tak til Jer som mødte frem og gav en hånd med og støttede det frivillige og sociale princip i, at ting kan gøres ”godt og vel” –  i fællesskab og i forening.

Bestyrelsen udtrykker her en stor Tak for hjælpen og for den positive ånd !

(foto: Ole Løppenthin Møller og Bjarne Storm Rasmussen)

Dette indlæg blev udgivet i Aktiviteter, Legepladser. Bogmærk permalinket.