Sidste vintermåned

Årstidens sidste vintermåned – februar – også kaldet Blidemåned – viser sig lige nu  fra sin absolut bedste side med blå himmel, klart vejr, med frost og rim på træer og buske og med stille sne som dæmper lyde og venlig stemmer folk.

Kigger man efter i litteraturen om “Vore gamle kalenderdage”, får man at vide, at februar på latin betyder “at rense“ og at forstavelsen ‘blid’ i det gamle månedsnavn ‘blidemåned’ betyder hvid (sne).
I lidt ældre tid blev måneden som nævnt betragtet som den sidste vintermåned og just som man kigger ud over engens hvide landskab, ihukommer man, om man har alderen til det,  tidligere tiders bønder og deres gøremål på denne tid af året.
Der skulle samles tjørnekviste og pilegrene til reparation af risgærdene. Kålgårdene skulle gødskes og hønse -og duemøg strøes ud hvor de var mest tjenlige.
Var der gæs i dyrebestanden skulle de parres i februar måned. Bierne skulle tilses og fiskeriet ligeså – og så blev den sidste korn tærsket i denne måned.

Engen i februar

Bønder, godtfolk, fæ og kræ har tilbage i tiden haft deres daglige gang her hvor vi andre, nu om dage, går rundt på anlagte stier langs velklippede hække og plæner og stynede træer.

Alt det og meget andet, havde Bjarne fra bestyrelsen i tankerne, da han denne søndag gik hjemmefra for en spadseretur i nærområdet – både for at nyde stedets herlighedsværdier, men også for at tilse arealerne i deres vinterdragter.

Bjarne havde kameraet med, som så ofte før. Øjnede motiver, focuserede, knipsede og tog billeder og lod så vi andre Få del i lokalitetens “vinterdragt”.
Sneflokke kommer vrimlende og I sne står urt og busk i skjul og Der er intet  i verden så stille som sne, synger vi om årstiden. 

Næsten i ét med skovbrynet ligger et skur og giver engens dyr ly for vejr og vind.

Dette indlæg blev udgivet i Arealer. Bogmærk permalinket.

One Response to Sidste vintermåned

  1. Ib Møller Hansen skriver:

    Egentlig falder skuret ganske fint ind i omgivelserne, som det ligger dér i skovbrynet – nyrenoveret, med patina og tids fylde…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *