Engen<

Følger du ringstien ved overfladebassinet og går i nordlig retning eller går du den modsatte vej fra Røjle Mose, så har du i begge tilfælde bebyggelse på din ene side og en eng på din anden side. Engareal – godt og vel 5 tønder land stort – er ejet af Stribgårdens Grundejerforening og arealet er delvist kategoriseret som et såkaldt overdrev.

De oprindelige overdrev, var de gamle landsbyers fælles græsningsarealer og de har som overdrev i tidligere tider haft en væsentlig større betydning, end overdrev har nu om dage. Men som overdrev indtager arealerne i vor tid en særstilling,  idet overdrevene nu nyder en vis form for beskyttelse – en slags fredning – ved, at alle overdrev på 2500 m2 og derover er beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven.
En del af foreningens eng nyder altså en vis form for beskyttelse. Den må derfor -som overdrev – ikke omlægges, gødskes, kalkes eller sprøjtes, hvis ret skal være ret.

Engen – som naturtype – er derfor afhængig af, at blive afgræsset af kreaturer, af heste eller af får.  Den omstændighed indebærer, at den nævnte type dyr netop har en væsentlig rolle for vedligeholdelsen af arealet og begrænsningen af vildt voksende vegetation. At de tre husdyrracer i forening med hver deres typer af gødning – gående på samme areal – tilmed giver den bedst tænkelige bakterieflora i jordbunden til modvirkning af sygdomme i dyrenes hove og klove, er en fordel som dyreholdere, med dyr på overdrev,  lægger vægt på.

De første år af foreningens historie gik der kvæg på marken. Først kvier og senere stude. Fra kommunalt hold mente man, at de tunge klovbærende dyr “sled for hårdt” på arealet og trådte store områder omkring åløbet til smadder og ælte. Kombineret med, at en del beboere ikke var for trygge ved de store dyr og nedtrampningen af åbrinken resulterede i, at denne type dyr blev fravalgt som “naturplejere” på engarealet.
Nu om dage ser kommunens biologer anderledes på hvordan åbrinke bør se ud til fordel for insektlivet.

I en tid med focus på øget biodiversitet, har talen være rundt om, at komøg vil være et godt supplement til specifikke smådyrs levemuligheder.

Lige fra foreningens start – og fra den tid i 1975, hvor foreningens fik skøde på fællesarealerne, og dermed også engen – har man været vidende om stedets særstilling som overdrev. En naturlig tilgang til engarealets pasning, pleje og vedligeholdelse, er derfor netop en afgræsning af området med de nævnte dyrearter, sådan som foreningens skiftende bestyrelser just har foranlediget, via aftaler med de dyreholdere og brugere man igennem årene har samarbejdet med.

Tilladelser til dyrehold på engarealet – trods den relative tætte bebyggelse på alle sider – har derfor blot været “en formsag”, som løbende er blevet bekræftet de ejere, der til forskellige tider har deres dyr gående på foreningens eng og iøvrigt  opfylder de gældende officielle bestemmelser og en § 10 tilladelse .